I 1972 udgav Geoffrey Hoyle bogen “Living In The Future” hvor han blandt andet beskriver bibliotekerne i 2010.
Der er mange sjove citater bl.a.
If you are halfway through a book and you have to leave, there is no reason why you can’t finish it when you get home. You can dial the library and the book number from home and go on with your reading.
Se hele bogen her.
Via Stephen’s Lighthouse.
Information har taget artiklen op fra Bibliotekspressen og skriver idag at
Bibliotekernes nye indkøbssystem lader lånerne i stikken og Radioavisen citerer så Information i deres 10-udsendelse. Så er referencerne på plads.
Birger Hjørland påstår i Information, at bibliotekarer ikke aner, hvad der står af materialer på hylderne fordi de ikke som i 70′erne sidder til rundbords ved ugentlige materialevalgsmøder, hvor bibliotekets ansatte drøfter, hvilke bøger, film og spil biblioteket skal indkøbe.
Jeg kunne (som de fleste nok allerede nu kan læse mellem linjerne) ikke være mere uenig. Udgangspunktet, at bibliotekarer skal formidle, er ikke til diskussion, men at det hænger sammen med materialevalget er et noget gammeldags, og også noget romantisk, syn på bibliotekaren, og bibliotekerne i øvrigt. Holdningen, som Birger Hjørland giver udtryk for, stammer fra dengang man rent faktisk kunne skabe et overblik over samlingen, men virkeligheden set fra min stol ser helt anderledes ud.
Samlingen er død - længe leve biblioteket
Lad mig da så give et eksempel fra virkeligheden, og fra det digitale område, der kan sætte pointen lidt på spidsen. I Netmusik har vi lidt over 200.000 albums til downlån. I starten diskuterede man længe om bibliotekerne skulle udvælge hvilke albums og kunstnere der skulle være tilgængelige for downlån. I dag kan alle nok se at det ikke giver mening at selektere på forkant, men at man i stedet på bagkant, og i formidlingen, kan fokusere på kunstnere, albums, genrer, perioder og præsentere dem for brugerne, så det giver mening. I Netmusik laves i dag materialevalg på en slags profil på samlingen som helhed, hvilket betyder at vi kan vælge et år at opprioritere danske udgivelser med en vis procentsats. Det er materialevalg på et abstrakt niveau, som ikke giver specielt meget nu-og-her-viden for den enkelte bibliotekar.
Post-filtrering: Formidling er det nye materialevalg
Jeg tror i høj grad bibliotekerne skal leve af at skabe meningsfulde sammenhænge mellem brugere og materialer og ikke af at købe ind. Bibliotekernes centrale indkøbere må selvfølgelig orientere sig der hvor andre indkøbere orienterer sig: Bogmesser, salgsstatistikker og i medier der anmelder eller beskæftiger sig med bøger eller andre materialer og de må ikke mindst samarbejde. Omkring 75% af alle materialer på de danske folkebiblioteker er nemlig de samme. Bibliotekaren, der ikke køber ind, må stole på at det relevante bliver købt ind og evt. kan indkøberen med jævne mellemrum lave formidlingsmøder hvor centrale materialer eller tværgående tendenser eller temaer bliver præsenteret. Endelig har bibliotekaren, der ikke ved hvad der står på hylderne, et ret væsentligt redskab: Nemlig søgning.
Er bibliotekarer for dårlige til at søge?
En ganske almindelig bibliotekssamling kan nemt rumme 200.000 fysiske materialer. Her er søgning et meget vigtigt redskab. Og søgning bliver i fremtiden et endnu vigtigere redskab. For når vi om 5-10 år ikke har flere fysiske bøger tilbage på hylderne og i princippet har udvidet vores samling til alt hvad der er udgivet, må søgning kombineret med formidling være det der er tilbage til bibliotekerne. Bibliotekarer ved, som man siger, ingen ting, men de ved hvor de skal lede.
I stedet for at pege på materialevalgsmødet som synderen til dårlig service, burde Hjørland måske se på om de bibliotekarer der ikke ved hvad der står på hylderne, skulle være for dårlige til at søge? Og. Er bibliotekarer for dårlige til at benytte sig af de mange faglige eller tema-orienterede netværk hvor svarene allerede findes? Der skal i hvert fald andre og mere moderne metoder i spil, når biblioteket og bibliotekaren skal klædes på til at formidle materialer i det 21. århundrede. Og mange er allerede klædt på, skal jeg forøvrigt huske at sige.
