Vores Flop
Morten Gade skrev i onsdags en artikel om web 2.0 flops. Her kunne man blandt andet læse om idéplatformen voresbibliotek.dk der også fik flop-stemplet.
Vores Bibliotek var en brugerskabt idéplatform for folkebibliotekerne hvor borgerne kunne give deres bud på morgendagens bibliotek og bibliotekstilbud. Konceptet var kopieret fra Dell der med deres Idea Storm havde haft succes med at lade kunderne komme med forslag til nye produkter og services.
Jeg er helt enig med Morten i at Vores Bibliotek var et flop, men jeg tror ikke det var på grund af for få biblioteksnørder i Danmark, som er argumentet i artiklen. Hver tredje dansker satte i 2007 benene på et folkebibliotek, så mon ikke der er sandsynlighed for at nogen af disse føler noget for udviklingen af biblioteket og har lyst til at dele det digitalt?
Jeg tror man skal kigge helt andre steder hen for at finde årsagen til floppet. Her er ihvertfald to erfaringer jeg har gjort mig under arbejdet med Vores Bibliotek.
1) Skab et klart billede af hvem der tager affære
På Vores Bibliotek var der meget tidligt problemer med at definere afsenderen. Var det det lokale bibliotek eller var det alle Danmarks biblioteker der bedte om ideer? Og. Hvem skulle implemetere idéerne, hvis de berørte hele landet og krævede et mere indgående samarbejde bibliotekerne imellem? Dell har det som udgansgpunkt nemmere når de spørger deres kunder fordi det er en traditionel organisation. Den organisatoriske forvirring og kompleksitet indadtil, smittede nok af udadtil på Vores Bibliotek. Hvis man skulle have gjort det hele om igen, så burde man have gennemført en idé i løbet af den første måned som platformen levede i. Det kunne have været en meget nem og simpel idé der ikke krævede den store koordinering eller måske blot blev sat i værk på et enkelt bibliotek. Det havde være en oplagt lejlighed til at vise vejen fra idéens fødsel til implementering og dermed idéplatformens værdi. Show don’t tell.
2) Hjælp idéerne frem ved at sætte rammer op
Vores Bibliotek var alt for åben i sit udgangspunkt. Der var ingen styring af inputtet hverken kategorier, cases eller målgrupper. Det var selvfølgelig tænkt sådan fordi vi ikke ville dominere eller lægge ord i munden på brugerne, men det viste sig nok at gøre opgaven meget abstrakt end hvad godt var. Fro en fagperson er opgaven mindre abstrakt, men det kan den sikkert godt være for en almindelig bruger. Hvis man vælger at sætte rammer op for idéer, så skal man være ganske klar på hvad der er ens kerneydelse eller grundsten. Det kan være svært, især for bibliotekerne der gerne vil det hele og skal finde nye markeder for at overleve, men det havde nok hjulpet i den sidste ende fordi brugerne så også havde haft mulighed for at sprænge rammerne med deres idéer. Limit Creativity, Get Innovation.
PS. Billedet illustrerer voresbibliotek.dk pr. 1.1.08. Domænet voresbibliotek.dk er i dag blevet opkøbt af et firma der kalder sig TalkActive og brugt som SEO værktøj hvilket forklarer de korte intetsigende blogindlæg om alt fra “konfirmationskjoler” og “implantater” til “klinker køkken” .

October 25th, 2008 at 10:15
Hej Thomas
Jeg er helt enig i alt, hvad du skriver. K-forum-genren byder jo, at artiklerne skal være lidt korte, så jeg fremhævede, hvad jeg tror, er den primære grund til, at det ikke virkede (med udgangspunkt i mig selv som personlig case: Jeg bruger bibliotekerne med jævne mellemrum, kender og forstår teknologien, så en plakat på mit lokale bibliotek – og orkede alligevel ikke rigtig at dele mine ideer den vej). Men jeg er helt enig i de andre pointer også – særligt den del om “hvem, der tager affære”.
Men det burde jo være nemt at få en ide om, hvad der har været afgørende med et kig på webstatistikken. Har der været mange inde, som ikke har bidraget? Så er det jo nok et tegn på din forklaring #2. Har der kun været meget få inde på sitet? Så er det nok et tegn på min oprindelige forklaring fra K-forum.
I øvrigt synes jeg det var meget fint, at I lavede projektet – og jeg håber, de erfaringer I fik, bliver brugt andre steder!
Mange hilsner
Morten
PS: Godt at få forklaringen på den mærkelige blog. Hvorfor beholdt I ikke domænet?
October 27th, 2008 at 8:20
Hej Morten. Jeg fandt lige tallene frem og Vores Bibliotek har i projektperioden haft 10.803 unikke besøgende. Det svarer til omkring 0,6% af det antal der satte deres ben på det fysiske bibliotek i 2007.
Jeg ved stadig ikke om dét betyder at der er for få biblioteksnørder i Danmark..
En anden ting man nemlig med rette kan kritisere projektet for er at det kun var online i 5 måneder. Vi mistede dermed den spejlvendte long-tail-effekt der eksempelvis er set på Wikipedia. Bibliotekerne er ofte med rette blevet kritiseret for at være for langsomme, men måske er dette et eksempel på at vi for en gangs skyld har været lidt for hurtige?
Ang. domænenavnet, så tror jeg at vores leverandør har glemt at betale DK-hostmaster. At et andet firma så opkøber domænet, må i det mindste tegne for en vis succes.. ;-)
November 15th, 2008 at 20:36
Hej Thomas
Jeg fulgte projektet på sidelinjen, og jeg er enig i, at projektet floppede – og det er helt OK!
Intentionerne og formuleringerne som var grundlaget for projektet er jo fine – og det er vigtigt. At der ikke var brugere der skrev er i og for sig helt lige meget. Sagen er jo, at sandheden er lokal og den lokale sandhed på ethvert bibliotek, som jeg har kendskab til, det er, at der er langt flere kendte og dokumenterede services, events og tiltag/forbedringer/innovationer end det enkelte bibliotek kan overkomme at integrere – og det er overset. Der er et stort behov for blot at overtage gode kendte idéer og integrere disse i lokal praksis (det er svært!). Det er fint med et fedtlag af ‘innovatører’ og udviklingskonsulenter – - – nogen skal jo æde de bunker af mad… – - – men skaber vi web2-kompetente organisationer derved? Nej, vi er nødt til at revurdere 23 Ting – hvordan sikrer vi, at personalet bredt fastholder og udvikler web2-kompetencer og reelt ændrer deres liv? (Det er det der kræves.)
Har vi stadig MS Office klientprogrammer, stationære pc’er, bordtelefoner og kontaklister med kun fastnet-nr. og mailadresser? Ja, de fleste steder og ja, for de fleste personaler – jamen, så er det jo klart at vi flopper web2-mæssigt… Jeg har flere hundrede profiler på nettet med reference til mit bibliotekarjob og diverse mærkeligt profilbilleder – og min organisation overvejer seriøst at lade Skolefoto tage billeder af os til bibliotekets cms………. jamen! Vi lever i dobbeltverden af på den ene side højtsvævende projektformuleringer med ‘lad os lege, deltage og være personlige’ – og på den anden side dybt dybt konservative organisationsstrukturer og ‘fint skal det være’ kultur-dominans.
Vi flopper vores web2 forspring i det offentlige hvis vi ikke i en hulens fart får lagt al vores teknologi om så alle arbejdsgange tvinges ind i radikal ændring, hvis der ikke investeres massivt i alle medarbejderes ikt-, kommunikations- og relations-kompetence (det er altså det web2 drejer sig om). Har alle medarbejdere været på social networking kurser og har de de nødvendige redskaber til at holde styr på 4-500 lokale kontakter på systematisk vis? Jamen det bliver forskellen – vi bliver vanvittigt kommunikerende hvis vi skal tre-doble vores budgetter inden for de næste fem år – og alt andet vil være et budget-flop :)
Hygge
Kalle