Bibliotekernes opium

I marts 2010 udkom rapporten Folkebibliotekerne i Vidensamfundet som blandt andet fastslog at det var nødvendigt med et formaliseret og koordineret arbejde med det digitale folkebibliotek. Mere præcist lød det blandt andet at det digitale bibliotek “hurtigst muligt [skulle] etableres som en fælles organisation for alle nationale biblioteksservices med udgangspunkt i et tæt samarbejde om fælles data, fælles arkitektur og koordineret formidling”.

Siden marts er der holdt mange møder og lavet workshops, der er indledt drøftelser med Kommunernes Landsforening, ansat projektleder og senest i onsdags var alle med interesse for projektet inviteret til endnu en kombineret temadag og workshop.

Jeg var med og har gjort mig lidt tanker der måske kan provokere (også mig selv).

What we talk about when we talk about love
Igen må man sige, at det ikke er opbakning til idéen der mangler hos landets biblioteksledere eller IT-kyndige. Så hvorfor er det så nemt at blive enige når det er så svært at komme i gang?

Jeg tror det er niveauet for samtalerne den er gal med. Vi er enige på idéplan fordi det er nemt at være enig her. Det er en god idé at lave et digitalt folkebibliotek – det er det da. Men det er løse rammer som vi hver især selv tavst mentalt eksekverer i. Det nemmeste er at sige ja, for så sker der ikke noget, men vi bør stille spørgsmål så vi tvinges til at svare i andet end en-stavelses-ord. Vi skal ned i den hverdag hvor projektet skaber forandring, værdi og gør ondt og hvor vi står til ansvar for borgerne, politkerne og os selv. Det er her vi bliver uenige – aldrig om idéen.

Lad os stille mere udfordrende spørgsmål til hinanden der udstiller hvor projektet er svært og ikke kun hvor det er nemt og en selvfølgelighed.

Kernen igen, igen
Mange biblioteksledere er enige om at Danskernes Digitale Bibliotek skal understøtte bibliotekets kerne. Men pas på for kernen kan have rykket sig mens du stillede bøger op efter farve.

Bibliotekerne er blevet rigtig gode til at samarbejde omkring de fysiske samlinger, rigtig gode til at købe fornuftigt ind og smide ud. Det er derfor sjældent samlingen der er kernen i i det fysiske bibliotek, men alt det rundt om. Det er konteksten og ikke indholdet eller tilgængeligheden der er kernen. I hvert fald hvis man kigger indefra og ud.

Bibliotekerne (og for den sags skyld også forlagene) er langt bagefter i forhold til digitalt indhold og det er derfor naturligt at netop indholdet vil være kernen i Danskernes Digitale Bibliotek. I hvert fald hvis man kigger udefra og ind.

Et godt eksempel på at vi skal et spadestik dybere end blot at tale kerne. Dermed ikke sagt at kernen er ligegyldig – absolut ikke – den hjælper os til at fokusere og prioritere.

Hvis kerne er spaltet – hvad vil vi så undvære eller nedprioritere?

At tænke nedefra og at tænke hurtigt
Biblioteksfaget har en stor udfordring i forhold til digitalisering af både indhold og services. Bibliotekarer starter fra toppen. Vi køber ikke bøger, hvis vi ikke har reoler. Vi starter med systemet og ikke indholdet. Struktur før data. Det er et kæmpe handicap, når vi skal til at digitalisere folkebiblioteket, at vi som institution og fag er født før Tim Berners-Lee.

Vi vil have det hele fra starten, men det er nok ikke realistisk. Kan vi vælge ét fokus så det giver mening allerede i morgen, så er vi kommet langt og kan vi eksekvere i overmorgen er vi halvt fuldendt. Så visionen skal være ambitiøs, men heller ikke stå i vejen for at vi kan starte småt. Vi må prioritere at starte et sted ellers kommer vi aldrig i gang.

På den anden side
Det kan en gang imellem virke som om at Danskernes Digitale Bibliotek er toppen af isbjerget, at det ikke er et digitalisering der er problemet, men noget der stikker dybere. Noget mere fundamentalt for vores institutioner. For er svaret digitalisering, hvis det der udfordrer institutionen netop er digitaliseringen?

Er vidensamfundet det nirvana der gør bibliotekernes opgave overflødig? Og. Er Danskernes Digitale Bibliotek blot den religion der giver bibliotekerne troen på livet efter biblioteksdøden?

6 Responses to “Bibliotekernes opium”

  1. Claus Dahl Says:

    Det her er en tråd, jeg glæder mig til at tage op i forbindelse med http://www.well11.dk/men-hvad-skal-vi-sa-lave/

  2. angermann Says:

    Så vil jeg også glæde mig.

  3. Esben Fjord Says:

    Ja, det er 100 kr.’s spørgsmålet. Hvad er bibliotekerne og bibliotekarernes rolle, hvis der er nogen overhovedet.

    For reelt er det vel sådan, at web 1.0 tog livet af industrisamfundets transaktionelle bibliotek og at web 2.0 er i gang med at tage liveet af vidensamfundets relationelle bibliotek, så måske er det web 3.0 og den semantiske web, der skal genopbygge fremtidens kvalificerende bibliotek?

  4. Opium « Fremtidens bibliotek Says:

    [...] Læs Bibliotekernes opium [...]

  5. Idea Stores Says:

    [...] har tidligere skrevet om bibliotekernes kerne og ovenstående passus er et meget godt eksempel på at også folk uden for [...]

  6. karin maan Says:

    Stærk realistisk analyse af bibliotekernes situation i dag, som man samtidig kan relatere til andre kulturintitutioner.

Leave a Reply