Amazon drukner bibliotekerne

Et interessant partnerskab har set dagens lys. Det drejer sig om den amerikanske distributør OverDrive (der distribuerer e-bøger og lydbøger til en række amerikanske biblioteker) og Amazon Kindle.

Partnerskabet betyder at man som amerikansk borger ved de biblioteker der har købt abonnement til OverDrive-servicen nu også kan tilgå indholdet via Amazon Kindle.

Rent indholdsmæssigt er der ikke adgang til alt hvad man har adgang til som Amazon Kindle-kunde, men kun den del af indholdet på Amazon Kindle som er sammenfaldende med hvad OverDrive tilbyder. Endeligt forlyder det endvidere at ikke alt hvad OverDrive tilbyder er tilgængeligt på Kindle.

Hvad får Amazon ud af at stille deres hardware og softwareplatform til rådighed for bibliotekerne, kunne man spørge. En del. Muligheden for at lave noter, bogmærker og markere tekststykker virker også med biblioteksbøger, men virker kun i den periode hvor bogen er lånt. Vælger man som låner herefter at blive køber, ja så er alt synligt igen. En anden feature er at Amazon via deres “Customers Who Bought This Item Also Bought” har mulighed for at parre den lånte titel med en række andre titler på Amazon, som måske endda ikke engang kan lånes. Har man en Kindle er købet bare et klik væk. Amazon får altså bedre viden om sine kunder via biblioteket og kan derfor sælge mere målrettet. I øvrigt har Amazon barslet med flatrate-modeller et stykke tid og har for nyligt lanceret Kindle Textbook Rental og bibliotekerne er sikkert en god vej ind på låne-markedet.

Hvad får OverDrive ud af partnerskabet? De får en eksisterende platform og læsemiljø til udbredelse af deres service. Det kan være meget værd når man som OverDrive lever af de transaktionsomkostninger der er forbundet med et lån. Flere lån er flere penge.

Det sværeste spørgsmål kommer til sidst -  får bibliotekerne noget ud af dette partnerskab? Det kan næsten se ud som om at  bibliotekerne “sponsorerer” gratis indhold til en salgsplatform, så andre kan sælge mere. OverDrive sælger partnerskabet som en service der ikke koster ekstra og i det lys burde bibliotekerne nok have været mere synlige i partnerskabet, som lige nu fremstår som drevet af rent kommercielle interesser. Jeg synes vores brugere er mere værd. Mere om det en anden dag.

Læs mere her:
Library Journal: Amazon and OverDrive Roll Out Kindle Books to Libraries
Amazon.com: Kindle Books Now Available at over 11,000 Local Libraries

Leave a Reply